De to hovedruer er Pinot Noir (rødvin) og Chardonnay (hvidvin) – men der laves også en god mængde hvidvin fra Aligoté og i den sydlige del en del røde vine lavet på Gamay (Beaujolais). 

Bourgogne består af en lang række relativt små vindistrikter/appelationer – også kaldet AOCer (Appellation d’Origine Contrôlée), som varierer betydeligt i størrelse og ofte følger af de små byer og kommuner i regionen. Der er pt ca. 100 AOC’er i Bourgogne.

Helt overordnet er Bourgogne inddelt i disse hoved-regioner:

• Chablis: Beliggende nord-vest for Cote’dOr og kendt for meget rene og mineralske hvidvine. Chablis er en relativt stor appellation (og tilmed en meget stor kommune-appellation, jf. nedenfor). 
• Côte d’Or: ’Den gyldne skråning’ som er den mest kendte del af Bourgogne, hvor nogle af verdens bedste vine laves. Man taler her om to dele hhv. nord og syd for Beaune.
  Mod nord ’Côte de Nuits’, hvor langt størstedelen af vinene er røde. Det er her vi finder de berømte kommuner Gevrey-Chambertin, Chambolle-Musigny, Vosne-Romanée og Nuits-Saint-George.
  Mod syd har vi ’Côte de Beaune’, hvor man ofte kan finde meget rimeligt prissatte røde vine fra Beaune, Pommard og Volnay - men ellers er den del af kendt for verdens allerbedste hvidvine fra skråningerne udenfor Meursault, Puligny-Montrachet og Chassagne-Montrachet. Endelig er der de mindre vine, fra Hautes Côtes de Nuits/Beaune, hvor man ofte kan gøre gode køb.
• Côte Chalonnaise: Her produceres både hvidvin, Cremant og rødvin fra under-appelationerne Bouzeron, Rully, Mercurey, Givry og Montagny. Priserne er ofte langt under Côte d’Or og det er således interessant at følge udviklingen her.
• Mâconnais: Primært kendt for meget fine hvidvine fra kommunerne Pouilly-Fuissé, Saint-Véran og Macon. Også her er der gode handler at gøre sammenlignet med Côte d’Or.
• Beaujolais: Adskiller sig en del fra resten af Bourgogne – dels fordi den primære drue her er Gamay – men også fordi stilen i disse vine ofte er markant anderledes en i resten af Bourgogne. Ofte er der tale om lette, frugtige og ukomplicerede vine – men som i den øvrige del af bourgogne sker der rigtig meget i disse år og en række producenter er begyndt at lave meget seriøse vine, så området er bestemt værd at holde øje med.

Bourgognes klassifikationer

I modsætning til fx Bordeaux, hvor det er producenterne/slottene, der er klassificeret, er det i Bourgogne jorden – eller ’terroir’/marker – der danner udgangspunkt for klassifikationen. Helt overordnet skelnes der mellem ’Village’-vine (regionale/kommunale appellationer), Premier Cru og Grand Cru:

• Regionale appellationer: Rummer omtrent halvdelen af den samlede vinproduktion i Bourgogne og her man finder appellationer som fx Bourgogne Rouge og Bourgogne Blanc.
• Kommunale appellationer: Her finder vi de navngivne kommune-vine (village-vine), som tilsammen står for godt 1/3 af den samlede produktion. I særlige tilfælde kan kommunale vine også have et såkaldt ’Lieu dit’ eller ’Climat’ påført flasken. Det kan fx være en (mark)betegnelse som ’Les Narvaux’ i Meursault eller ’La Colombiere’ i Vosne-Romanée.
• Premier Cru: Er det næsthøjeste niveau i pyramiden og står for ca. 10 pct. af Bourgognes samlede produktion. Der er i alt 634 registrerede 1er Cru områder i Bourgogne, så dem lærer man ikke lige udenad. 
• Grand Cru: I toppen af Bourgogne-klassifikationen finder vi Grand Cru markerne. Der er i alt blot ca. 30 klassificerede Grand Cru marker, og disse står for blot 1,5 pct. af Bourgognes samlede produktion. I denne kategori finder vi vin af absolut højeste kaliber – særligt når vi har fat i flasker fra de bedst producenter. Med et relativt beskedent udbud er priserne dog ofte ret så heftige.

Ofte ser man flasker som er påført betegnelsen ’Clos’ (oversat mur), hvilket henviser til de mange – og smukke – mur-omkransede marker, man finder overalt i Bourgogne. Clos’erne kan findes i alle klassifikationer – fra Grand Cru til village-marker – og findes både rundt om hele marker eller dele heraf. 

Endelig findes der en del flasker med betegnelsen ’Vielles Vignes’ (eller V.V.), som angiver, at vinen stammer fra gamle stokke, der som udgangspunkt giver bedre vine end unge stokke. Man kan dog ikke regne med, at kvaliteten stiger alene på grund af V.V. betegnelsen, fordi der som bekendt er mange faktorer involveret i at lave god vin – og det faktum at der ikke er en ensartet praksis for, hvor gamle vinstokkene skal være, for at må bære V.V. prædikatet. Her taler man om vinstokke med en gennemsnitsalder på minimum 35 år – men der er som nævnt betydelig variation.