Bartolo Mascarello

Historien om Bartolo Mascarello

Vinmageren Bartolo Mascarello tilhører de allerstørste legender i Barolo gennem historien. 

Huset blev oprindelig grundlagt i 1918 af Bartolomeo Mascarello og sønnen Giulio, der senere lærte sin søn Bartolo at lave vin og i særdeleshed Barolo på traditionel maner.

Oprindeligt ejede familien 2 hektar vinmarker i Barolo, men det er med årene blevet langsomt udvidet til, at huset i dag ejer 5 hektar fordelt udover nogle af de mest prestigefldte cru’er i Barolo og La Morra. 1.4 hektar på Cannubi, 0,8 hektar på Ruè, 0,4 hektar på San Lorenzo og 1,9 hektar af Rocche di Torriglione indeni Annunziata marken.

Kvantitet har aldrig været et mål, og der er den dag i dag heller ikke planer om yderligere udvidelser. I stedet værnes der om at opnå det bedst mulige resultat ud fra husets marker og hvad årgangen byder på, frem for at spejde i nye retninger eller ændre på forholdene eller metoderne i kælderen. 

Efter Bartolo’s død i 2005 har datteren Maria Teresa overtaget roret i det lille familiedrevne vinhus, beliggende i hjertet af selve Barolo by. Men som den ultra-traditionalist han var, kan man være helt sikker på at ikke meget ændrer sig her. Den lille ejendom og kældrene herunder, hvori de yderst sparsomme 30-35.000 flasker produceres årligt, er de samme historiske rammer, som vinen altid er blevet til i, og ligeså er filosofien omkring den. Her har man nemlig kun én ting for øje, og det er at skabe den højest mulige kvalitet ud fra den givne årgangs potentiale. 

Ultra-traditionalisten og det evige opgør

Trods mange strømninger har haft indflydelse op igennem Bartolo’s tid som vinmager, har han aldrig afveget fra den tilgang, han lærte af sin far. 

Det indebærer blandt andet beslutningen, som den dag i dag fortsat står ved, om at holde fast i at benytte alt Nebbiolo druemateriale til Barolo til at skabe én enkelt vin. Familiens forskellige markbesidelser i Barolo høstes og vinificeres individuelt, men blendes til slut for at opnå den ultimative harmoni og balance. Lige præcis som traditionen for Barolo Classico, eller Barolo normale som den også kaldes, foreskriver. Sådan som alle gjorde engang, men nærmest ingen udelukkende gør i dag - for hvorfor “nøjes” med at lave normale, når man kan lave en single cru? 

Dét spørgsmål er essentielt for at forstå hvilken vej, terroir-vejen forstås, den generelle udvikling i området nærmest enstemmigt har bevæget sig, men i særdeleshed for at forstå Bartolos format og troen på hans filosofi, trods denne gik mod strømmen.

For det kræver noget at stå fast, når det kan se ud som om man “står stille” sammenlignet med innovationen hos alle naboerne. For Bartolo handlede det ikke om innovation, men om troen på, at den ultimative Barolo ikke skabes fra et enkelt terroir, men i mødet mellem markernes forskellige terroir og mikroklima. Troen på at trods hans Barolo ikke kunne bære en cru betegnelse, så kunne den alligevel overgå selv de bedste af slagsen.

Med mange magiske årgange bag sig, hersker der ingen tvivl om at Bartolo Mascarellos Barolo er af højeste kaliber. Og selvom man nærmest ikke kunne tro, de kunne blive mere monumentale, mener mange, at de har taget et yderligere niveau op af datteren Maria Teresa, som trods marker og produktionsmetoderne holdes i ave, har foretaget små finjusteringer i processerne.  

Lige så gælder naturligvis, at der aldrig kommer et fransk egetræsfad inden for kælderdøren hos Bartolo Mascarello. En del af Bartolos opgør med den moderne innovation i området var nemlig centreret omkring eksperimenteringen med franske barriques i kælderen, som foregik hos flere og flere af naboerne op gennem 90’er og 00’erne. Hér ophuggedes de traditionelle flere tusinde liter store tønder, botti grande, som familierne havde brugt gennem generationer, til fordel for de små franske 225 liters fade. Bartolos holdning til dette var ikke til at tage fejl af. Disse metoder hørte ifølge ham ikke hjemme i Barolo og fadsmagen fra de nyristede fade gavnede vinen lige så lidt, som han mente den tidligere statsminister Berlusconi gavnede landet. Og deraf kommer det ikoniske citat “NO BARRIQUE, NO BERLUSCONI”, som han portrætterede på håndmalede etiketter af hans Barolo.